…det er da noget man tilbyder!
Forestillingen om at investorer er til for at hjælpe iværksættere er udbredt. Lidt polemisk kan man måske fremture med, at det er fordi vi er blevet vænnet til støtteordninger lige fra vi fik vores første portion SU.
Det forholder sig imidlertid omvendt. Iværksættere er til for at hjælpe investorer med at tjene penge! Og kun de få iværksættere, der forventes at kunne give den største forretning, får pengene.
Pointen er især vigtig, når man henvender sig til kendte investorer, som må forventes at modtage mange tilbud om investering. Her er man i konkurrence med snesevis eller måske hundredevis af tilbud om investeringer, og man konkurrerer med projekter, som man ikke kender og som har gjort sig umage om at overbevise investor om netop deres projekt.
Ved arrangementet Attracting US Capital forleden kom Alex Portilla fra Innovation Center Denmark med nogle tal fra USA: En venture kapitalist investerer gennemsnitligt i én ud af 400 tilbudte projekt. Vi er altså nede omkring et par promille. Ud af 1000 projekter udvælges under en håndfuld. Af 4.000 projekter, der er blevet til 10 investeringer er der gennemsnitligt kun én enkelt, der bliver en gigantsucces. Nogle stykker giver et fornuftigt afkast, mens resten giver tab.
At dit projekt er godt, er der ingen tvivl om, men statistikken betyder, at du naturligvis vil blive mødt med en vis skepsis i starten.
Nu er virkeligheden nok lidt mere nuanceret end beskrevet ovenfor. En anonym dansk business angel er ikke nødt til at have en postkasse størrelse XL for at rumme de forretningsplaner, der dumper ind hver dag, og han (for det er formentlig en han) har ikke kendskab til alle de alternative investeringsmuligheder der findes.
Men når du laver din forretningsplan og henvender dig til mulige investorer, så tænkt på at du næppe er den eneste, der har henvendt sig. Og selvom det betaler sig at virke sympatisk og troværdig, så husk at du i sidste ende er i konkurrence med alle de investeringsmuligheder, som finansmarkedet kan tilbyde – fra iværksætterinvesteringer over børsnoterede aktier til fast ejendom og årgangsvin.
Hej Jan,
Jeg er ked af at sige det; men den der med, at iværksættere er til for at hjælpe investorer med at tjene penge er desværre det rene vrøvl!
Hvorfor? Fordi det da ikke er investor der skaber virksomheden, udfører arbejdet, fremskaffer omsætning, mennesker, overskud m.v., så hvordan kan det være ham, der der skal hjælpes med at penge? Han stiller noget kapital og evt. noget rådgivning til rådighed i bestyrelsen. Hvor meget investor skal have for sit engagement er fastsat i en ejeraftale. Længere er den ikke. Det er og bliver en detalje.
Så sorry – det er omvendt, omvendt. Al privat virksomhed handler om at tjene penge. Investor skal hjælpe iværksætterne med at tjene penge til ejerne og dermed sig selv. Men det er altså ikke iværksætter, der skal hjælpe investor. Det er sådan det hænger sammen efter en sund og rationel tankegang.
Iværksætter skal naturligvis forholde sig ansvarligt og relativt ydmygt overfor en investering – det er ikke hans personlige penge. Pengene skal bruges – eller rettere sagt sættes i arbejde – i virksomhedens fremtidige bedste. Investor – ekstern, som intern (i form af en eller flere ejere), skal selvfølgelig have forrentning af en investering – hvis der altså er noget at få forrentning af. Det kan tage lang tid at fremskaffe dette “noget”.
Så hvis investor er dygtig nok til at hjælpe virksomheden godt i vej skal pengene nok give et fint, fint afkast. I modsat fald, taber investor med stor sandsynlighed sine penge.
Det synes jeg er en afgørende holdningsforskel, som er nødt til at blive ændret før vi kan få skabt sunde virksomheder der er bygget på gode ideer, fornuft, tålmodighed og hårdt arbejde fremfor en kortsigtet og aggressiv tankegang, som dybest set slår det iværksættende element ihjel.
Det bærer igennem både for virksomheden, for ejerne, for de ansatte og for samfundet…
Din afsluttende pointe ift. at man er i konkurrence med alle mulige andre investeringstilbud er jeg til gengæld helt på linie med.
Det er både sandt og rimeligt nok – der er ingen der gider investere i en oplagt taber; men investor må påtage sig muligheden for tab for at få chancen for gevinst. Præcist som vi andre der investerer både penge og ikke mindst os selv i vores virksomheder.
Hej Torben
Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for modspil på mine synspunkter.
Vi kan sikkert godt blive enige om at iværksættere og investorer har det bedst med hinanden når begge har glæde af forholdet – når iværksætter får finansiel og ledelsesmæssig hjælp til at skabe vækst i virksomheden og investor får et godt afkast af investeringen.
Når jeg stiller tingene lidt firkantet og måske provokerende op er det primært for at inspirere til en offensiv tilgang til kapitalsøgning. At man er bevidst om at man skal ud og sælge sit projekt i hård konkurrence med andre.
Jeg har hjulpet mange iværksættere med at blive klar til mødet med investorer og de er ofte stærkt økonomisk pressede. De har brug for hjælp, og derfor er indgangsvinklen naturligvis også at råbe om hjælp til investorer snarere end at fokusere på hvad man tilbyder.
Jeg vil illustrere med et måske lidt banalt eksempel: Da jeg som knægt var avisbud var en del af arbejdet også at sælge lodsedler for avisens lotteri to gange årligt. I starten gik jeg fra dør til dør og spurgte folk “Vil du købe en lodseddel”. Det følte jeg sgu selv var lidt tigger-agtigt, så på et tidspunkt begyndte jeg at sige “Ku’ du tænke dig at få en ny bil?” eller hvad der nu var hovedpræmien det år. Det gav mig en helt anden offensiv indstilling og jeg fik aldrig et nej med det samme.
Så mit indlæg er egentlig primært tænkt som et indspark til at få fokus på den sælgerrolle man står i når man møder investor. Derfor vender jeg tingene lidt mere på hovedet end det måske er rimeligt.
Personligt har jeg også mødt business angels, som i høj grad har hjertet med i deres investeringer og hvor sympati for iværksætteren er af stor betydning forud for investeringen, så hvem der hjælper hvem er nok ikke et enten eller. Som så meget andet i livet handler det om sund balance.
Men jeg vil gerne gøre andre bevidste om, hvilken hat man tager på når man går ind til investor – og lige spekulere på hvor langt man går ned i knæ og står med hatten i hånden. At man faktisk er bevidst om at man faktisk kommer med et godt tilbud, som de ikke får hver dag.
Så skal investorer sgu nok være hjælpsomme 🙂