Skriv forretningsplanen til hurtiglæsere

Det er ofte travle folk, der skal læse din forretningsplan. Forretningsplaner læses derfor langt fra altid fra ende til anden, ord for ord. I stedet skannes de ofte hurtigt igennem og kun udvalgte afsnit læses grundigt igennem.

Din forretningsplan er måske den første – og måske også den sidste – du har lavet. Men det er helt sikkert ikke hverken den første eller den sidste som din bankmand eller investor har læst.
Gør derfor din forretningsplan let og hurtig at læse!

Forestil dig at den bliver læst på samme måde som vi læser hjemmesider. Vi skanner siden for at finde det vi leder efter og klikker lidt rundt hvis det ser ud til, at der er noget at komme efter. Hvis ikke vi tror på, at vi kan finde det vi søger, klikker vi videre. Vi læser sjældent hjemmesider fra ende til anden. Derfor er det en god idé at bruge nogle af grundprincipperne fra webjournalistik, når du skriver din forretningsplan:

Overskrifter

Brug mange og korte overskrifter, så man hurtigt kan skanne siden og få overblik over indholdet.

Korte afsnit

Skriv kortfattet og præcist. Og når du har gjort det, luger du lige ud i alle de overflødige ord en ekstra gang. Hvis lange tekstafsnit er nødvendige (det er de sjældent), så lav jævnligt nogle linjeskift.

Fremhæv nøgleord

Især i længere tekster kan det være relevant at fremhæve nogle nøgleord med fed skrift, så man hurtigt kan se, hvad det handler om.

Punktopstillinger

Hvis der er noget i din tekst, der kan opstilles i punktform, gør det læsningen lettere. Det kan f.eks. være

  • Produktegenskaber
  • Kundefordele
  • Distributionskanaler
  • Risici
  • Etc.

Grafik og tabeller

Det er mere overskueligt at læse en tabel end en tekst og det er hurtigere og endnu mere overskueligt at læse et diagram eller en grafisk illustration.

Billeder

“Billeder siger mere end 1000 ord”. Behøver jeg sige mere? Alt hvad der kan vises visuelt bør vises visuelt. Især hvis det kan spare nogle ord.

formen

3 Responses to Skriv forretningsplanen til hurtiglæsere

  1. Aya 22. april 2013 at 12:48 #

    Hej 🙂
    Jeg vil sige tusind tak for en super hjemmeside, som har hjulpet mig med min forretningsplan, mere end alle de bøger jeg har købt og lånt 🙂

    Forsæt endelig det gode arbejde.

  2. Anette Jensen 24. august 2013 at 15:10 #

    Hej jeg har et spørgsmål omkring et foretnings koncept på engelsk er det noget i kan skaffe som et skabelon ? jeg er rimlig god til engelsk og har bygget mit foretningskoncept op på dansk, kan i evt sende mig et ling hvor jeg kan finde eksempler ?

    Tak

  3. Peter Andersen 25. september 2014 at 09:28 #

    Meget brugbar læsning, jeg siger mange tak for inspirationen og vejledningen

Skriv et svar